Share This @
Share on Myspace Print
 
   
Close
       
To :
From :
Subject :
Message :
   
   
 
 
En historisk parallel til Irak-konflikten  
 
 

 

Berlingske Tidende den 8. maj 2004

Hvid mands byrde. Hvad USAs invation af Irak vil afstedkomme, ved ingen. Men hvad der skete i Sudan i 1884 giver en alvorlig påmindelse om, hvad der er ved at ske i dag, mens Vesen endnu en gang overlader civilbefolkningen til fanatikerne. Asle Toje fortæller her historien om Mahdien og den engelske general Gordon – med foruroligende paralleller til situaitonen i Irak

 

Verdens førende stormagt var optaget af en global krig mod pirateri. En kontroversiel intervention mod en arabisk militærdiktator bragte islamisk ekstremisme i forgrunden. Men stod pludselig foran en bred folkelig islamisk bevægelse med en mystisk fanatiker i spidsen. Året var 1882.

Storbritannien havde længe bevidst undgået at kolonisere alle de områder, det havde interesser i og fremmede dem hellere gennem venligtsindede lokale herskere. Man var mere optaget af at sikre handelen. Det er i denne sammenhæng, man skal se Storbritanniens krig mod pirateri, som i fredsperioden efter napoleonskrigene blev indledt med bred international støtte. Det, der fulgte, har visse paralleller til vor egen tid.

Krigen mod priateri førte briterne ind i en lang række lokale konflikter, som regeringen måtte tage stilling til. Et eksempel var, da freelance-piratjægeren James Brooke på eget initiativ koloniserede dele af Borneo og lagde området for dronning Viktorias fødder. Han fik et høfligt ”tak, men nej tak.”

Ikke alle situationer var lige så nemme at sno sig ud af. I 1882 gjorde militæret i Egypten under nationalisten Arabi Pasja oprør mod landets pro-vestlige despot. Den britiske premierminister Gladstone greb modvilligt ind for at beskytte Suez-kanalen, der blev betragtet som den britiske økonomis hjertearterie. Frankrig modsatte sig interventionen. De mente, krigen stred mod international ret og blev straks beskyldt for at pleje egeninteresser med fredssnak.

Gladstone forsvarede regeringens politik med en haltende retorik om, at Storbritannien greb til våben af ”kærlighed til freden og i overensstemmelse emd fredens principper”. I pressen og parlamentet gik bølgerne højt mellem de, som mente, at interventionen var dårligt skjult imperialisme, mens andre opfattede den britiske tilstedeværelse som et sidste bolværk mellem civilbefolkningen og det totale barbari. Et medlem af den britiske regering stemplede krigen som værende umoralsk og gik af i protes.

Britisk propaganda lovede folket en hurtig, kirurgisk intervention og en tilbagetrækning, så snart et ”ansvarligt”, pro-vestligt styre var på plads. Så blev flåden sat ind. Alexandria blev bombarderet og Suez besat. Arabi Pasja og hans junta blev taget til fange og sendt i eksil. Den egyptiske hær blev opløst. Gladstone sendte derpå en af sine bedste administratorer til Egypten og regnede med, at man havde hørt det sidste i den sag.

Evelyn Baring iværksatte en række reformer for at få Egyptens økonomi på fode. Med dette syntes regeringen i London, at man havde gjort tilstrækkeligt, så da man hørte, at et islamisk oprør var brudt ud i Sudan, som dengang var en egyptisk provins, nægtede briterne at fortage sig noget. Oprøret var først og fremmest rettet mod korrupte lokale herskere, og briterne bad ganske enkelt egypterne om at trække sig ud og overlade regionen til fundamentalisterne. Til at overse evakueringen sendte man i 1884 general Gordon fra London. Han var af disse højdt udsædvanlige personer, som historien af og til byder på. Charles Gordon var krigshelt med høj glamour-faktor og mangeårige erfaringer fra Sudan. Af natur var generalen mystiker. Han var dybt religiøs og optaget af at finde ud af, hvad der var Herrens vilje, så han kunne virke som Hans redskab.

I Sudan ventede dervisherne. En fundamentalistisk islamisk græsrodsbevægelse, rettet mod korrupte ledere, som udlændinge og alle, som ikke fulgte den samme islamiske lære som den, der blev tolket af Muhammed Achmed Mahdien – den guddommeligt udpegede. Hans tilhængere kaldte sig dervisher, hvilket betyder ”de fattige” eller ”de som ikke har noget at miste”. Mahdien var en religiøs mand af samme støbning som Gordon. I 1881 erklærede han sig for profet og hævdede, han var udset til at stoppe islams forvitring og bringe troen tilbage til den arabiske verden på spidsen af et sværd – derefter stod resten af verden for tur. General Gordon betragtede på sin side sig selv som en kristen kriger i kamp for korset. Tilbagetog var aldrig en del af hans ordforråd, og efter at have sørget for evakueringen blev han selv tilbage. Der blev rejst spørgsmål om, hvorvidt Sudan ville være stort nok til at fumme to personligheder som Gordon og Mahdien. Khartoum var i hvert fald ikke. Da Gladstone tøvede med at sende tropper, bestemte Gordon sit til at holde byen alene mod dervisherne. Han fandt ikke overraskende sin død der. Samtidige kilder fortæller, at hans lig blev skændet, og at kropsdele belv båret rundt i byen i triumf. Mahdien døde ikke længe efter af tyfus.

Nyheden om Gordons død blev mødt med et smertensskrig fra folkebybet i England. Pressen forgudede Gordon, ”heltenes helt” – hans gudstro, at han elskede at slås, og at han hjalp de underpriviligerede i England i ord og handling. Imperiet havde svigtet en af sine egne. En straffeekspedition slukkede den værste hævnlyst. Man mange sager kæmpede om opmærksomheden i kabinettet i verdens mægtigste land. Problemer opstod andre steder, og man lod dervisherne beholde Sudann, sådan som pacifisterne i parlamentet krævede.

Igennem 13 år førte dervisherne landet mod randen af en humanitær katastrofe, som på det nærmeste affolkede det. Krig, sult, pest og død. Den islamiske genfødsel blev der heller ikke noget af. I Egypten fortsatte den utrættelige administrator Baring sit arbejde. Landet skulle blive en af Storbritanniens bedst drevne kolonier. Hans arbejd epå at modernisere økonomien kom et flertal af befolkningen til gode, og skaffede ham tilnavndet ”det moderne Egyptens far”.

Storbritannien var i 1860erne hverken imperialistisk eller ekspansionistisk. En særegen blanding af økonomisk pres og politiske begivenheder førte til en trinvis militarisering af udenrigspolitikken. Et globalt net af militære støttepunkter blev bygget op, og interventioner som den i Egypten blev almindelige, om end ikke dagligdags. Historikeren F.M. Sandwith skrev i 1910, at invationen af Egypten i 1882 førte til en situation, hvor Storbritannien to år senere stod over for problemer, der var mere komplicerede og mere farlige end på noget andet tidspunkt i de foregående 50 år. Egypten-spørgsmålet og Gordons død kan i briternes nationale psyke sammenlignes med 11. september. Den var med til at tippe vægtskålen til fordel for dem, sommente, man måtte ”tage den hvide mands byrde på sig” og gå ud og gøre verden tryggere, mere civiliseret, mere britisk.

Over 100 år senere er det for tidligt at sige, hvilken af parterne der havde ret, da man greb ind i Egypten. Man er ikke en gang nået til klarhed over, hvovidt det er rigtigt at udviklede lande at gribe ind for at trække mindre udviklede lande ind i fremtiden, sådan som vestlige ledere definerer den. Nogle har hævdet, at briterne afvæbnede den første af fascistdiktatorerne og sparede det egyptiske folk for det terrorvælde, man så i Sudan, mens andre mener, at de ved at gribe ind lagde fundamentet til det dysfunktionelle Egypten, vi i dag ser. Men sikkert er, at den britiske invasion af Egypten startede en kædereaktion, som førte til et trekvcart århundrede med formelt imperiestyre i Afrika og Asien.

Historien om general Gordon og Mahdien har en række lighedstræk med dagens situation. Mange flere end der her kan opremses. Den britiske overlegenhed i økonomisk, teknologisk og militær henseende er ikke ulig USAs ved indgangen til det nye århundrede. Mahdien og Osama bin Laden har meget til fælles politisk, men også teologisk. General Gordons mysticisme har genklang i præsident Bushs tro på, at han er en del af den guddommelig plan. Hvad USAs invation af Irak vil afstedkomme, ved ingen. Men hvad der skete i Sudan, giver en alvorlig påmindelse om, hvad der er ved at ske i dette land i dag, mens Vesten endnu en gang overlader civilbefolkningen til fanatikerne. Det tjener også som en advarsel til dem, der er ivrige efter en tilbagetrækning og efter at overlade Irak til fundamentalisterne. Men man tager sjældent ved lære af historien. Som digteren Samuel T. Coleredge konstaterede, er en sådan indsigt som agterlanternen: den lyser kun på bølgerne bag os.

 

 

 
 
  Berlingske Tidende den 8. maj 2004