Share This @
Share on Myspace Print
 
   
Close
       
To :
From :
Subject :
Message :
   
   
 
 
Hvem er bange for Nicolas Sarkozy?  
 
 

Asle Toje

Frankrig er misfornøjet. Firsernes optimisme, som den blev legemliggjort i Pompidou-centret, er forsvundet.

Fortonet bag stigende arbejdsløshed, kriminalitet og økonomisk stagnation. Præsident Jacques Chirac er upopulær i vide kredse. Landet venter på præsidentvalget i april. Man har forsonet sig med erkendelsen af, at der ikke vil ske nogen store ændringer før da. Og måske netop derfor næres der store forventninger til hovedpersonerne, venstresidens Ségolène Royal, der har satset på smukke billeder og vage løfter, og højresidens Nicolas Sarkozy, der står for det modsatte.

Anita Hausser har skrevet biografien »Sarkozy, Itinéraire d'une ambition«. Bogen er letforståelig - selv for folk som mig, der må stave sig frem med fingeren i teksten og mumlende læber.

Det er altid mere interessant at læse om dem, der har kæmpet sig til tops, end om dem, der har arvet magten. Som de fleste gode politiske biografier handler bogen om en skræmmende ambitiøs leder med en usædvanlig god næse for tidsånden, om forsmået kærlighed og kalkuleret svigagtighed. I bogen fremstår Sarkozy som en konservativ underdog med et strejf af kras populisme, som får partifællerne i gaullistpartiet til at holde sig for næsen. Fra venstresiden mødes han med uforfalsket had. De kalder ham »la bête noir«- det sorte bæst. Tilhængerne kalder ham Sarko.

Men hvad det ikke lykkes Hausser at forklare er, hvorfor han har evnet det, som så mange andre konservative har haft fiasko med - nemlig at blive populær blandt de unge. En fransk-laotisk veninde svarede: »Sarkozy hader den forstemmende grådighed i dagens Frankrig, de absurde åbningstider, den påtvungne 35-timers arbejdsuge og frokostkuponerne. Han er troværdig, fordi det virker, som om han lever i det samme Frankrig, som vi gør - ikke på en anden planet som 68'er-eliten. Han vil sætte hjulene i gang og få folk i arbejde. Og desuden,« tilføjede hun med et gallisk skuldertræk, »tror han ikke, at vi er kulturelt overlegne.« Jeg havde aftenen forinden været vidne til en fire timer lang varité med de franske stjerner fra »Idol« og greb mig selv i at nikke ihærdigt.

Men burde folk så ikke vende sig mod oppositionen efter en løsning? Hun skoddede cigaretten:

»Så du interviewet med Ségolène Royal? En journalist spurgte: `Hvad er Deres præsidentielle egenskaber?' Og hun svarede: `Det er op til Dem at svare på.' Jaså?! Det virker, som om venstresiden ikke selv ved, hvad den står for.«

På grund af hans bevidste image er det vanskeligt at danne sig et indtryk af den virkelige person ved navn Nicolas Paul Stéphane Sarközy de Nagy-Bocsa. Indvandrersønnen med den ungarske far og græsk-jødiske mor. Som efter forældrenes skilsmisse voksede op som en flygtning fra sin egen klasse i bedstefarens hus i Paris' rige 17. distrikt. Som i modsætning til hovedparten af den franske elite ikke har gået på ENA, École Nationale d'Administration.

Det første, mislykkede ægteskab blev dysset ned. I stedet styres vi i retning af den katolske forretningsadvokat, som blev valgt til borgmester i Neuilly-sur-Seine i en alder af 28 år. Under Jacques Chirac gjorde han lynkarriere, indtil han i 1997 brød med sin mentor. Til trods for stadige bagholdsangreb kunne han i 2004 efterfølge Alain Juppé som gaullistpartiets leder og tillige indenrigsminister, nummer tre i det franske magthierarki.

Men hvis man vil forstå, hvorfor Sarkozy er favorit til at blive Frankrigs næste præsident, kommer man ikke uden om optøjerne i 2005. De blev udløst, da to unge på flugt fra politiet døde i en ulykke. Protestbølgen, som fulgte, syntes uden ende. Nat efter nat brændte bilerne i de fattige forstæder. For det meste antændt af unge af arabisk eller afrikansk oprindelse. I løbet af november brændte i tusindvis af køretøjer, og mindst én person blev dræbt af demonstranterne.

Det virkede, som om indvandrerne gjorde oprør. Sidste gang landet havde oplevet lignende optøjer var i maj 1968. Dengang førte gadekampene til landsfaderen de Gaulles afgang. Det var med andre ord ingen let situation, der landede på indenrigsministerens bord.

TV-skærme fyldtes af kommentatorer. Franske intellektuelle har en enestående evne til ud af massive tankekonstruktioner og kilometervis af støttelitteratur at fremdrage hovedlinjer så klart formuleret, at man kan skære sig på dem. Med veltalenhed og kløgt viser de, hvordan linjer konvergerer, divergerer og flettes sammen. I bedste fald er det som klassisk musik i ordform; i værste fald er det - som ved denne lejlighed - som at se nogen støvsuge, mens huset står i brand. Sarkozy fremstod som modsætningen til dette. I tegneseriebiografien »La face karchée de Sarkozy« vises indenrigsministeren til stede i brændpunktet. Han kalder demonstranterne »racaille«- pak - som han har til hensigt at bruge højtryksspulere imod. Næsten 3.000 blev anholdt. Der iværksattes akutte tiltag, som skulle forbedre indvandrernes kår. Og så blev der stille.

Venstrefløjen, som ganske forudsigeligt havde fordømt indenrigsministeren i hårdere vendinger, end de havde brugt om lovovertræderne, stod kompromitterede tilbage.

Blandingen af dialog og forholdsregler kombineret med en nul-tolerance over for lovovertrædelser havde virket. Det ville ikke have været muligt uden den tillid, Sarkozy trods alt havde opbygget i indvandrermiljøerne. Som andengenerationsindvandrer har han i lang tid slået til lyd for en kvoteordning for fremmedkulturelle. Han havde så at sige bandet i kirken ved at foreslå at bruge statslige midler til at bygge moskéer.

Dette er ikke de eneste brud med god fransk, politisk takt og tone. Sarkozys politiske program kan måske bedst beskrives som »thatcherisme med fransk accent«, med fokus på lov og orden, fri konkurrence, deregulering og lavere offentlige udgifter. Han markedsfører sig som en modernisator, et brud med Frankrigs indavlede elite. Målet er at give Frankrig et tilsvarende løft som det, Storbritannien oplevede efter Margaret Thatchers hestekure.

Til trods for, at Sarkozy i januar vandt nomineringen som gaullistpartiets præsidentkandidat med 98 procent af stemmerne, er han ingen udelt populær skikkelse inden for partiet. Mange afholdt sig fra at stemme. I Philippe Cohens tidligere nævnte tegneserie er Sarkozys motto i forhold til rivalerne i partiet »Jeg vil #¤X& jer alle!« (Det franske ord, der bruges, er så stygt, at der ikke findes noget tilsvarende på dansk).

En del af Sarkozys fremgang må også tilskrives venstrefløjens tilbagegang. Da de konservative genopdagede sine værdier, gjorde Parti Socialiste det samme. Under Lionel Jospins ledelse gled partiet stadig længere til venstre. En række upopulære sager - fra øgede skatter til øget statsligt forbrug og euro-skepsis - svækkede vælgerappellen. Det var et tegn på tingenes tilstand, da Jospin i 2002 blev elimineret i første runde af præsidentvalget, og anden runde kom til at stå mellem kandidaterne fra højre og det yderste højre.

Forandringen kom først med valget af den rige, ENA-uddannede Ségolène Royal som præsidentkandidat. Hun har længe haft fokus på at »knække Sarkozy-koden«, og hun går først og fremmest til valg på ikke at være Sarkozy. Mest fordi et reelt reformprogram ville udløse borgerkrig på venstre side af fransk politik.

Jeg så Sarkozy i New York i oktober 2004, da han holdt en tale om indvandrerkvoter. Da vi vekslede nogle ord efter foredraget, spurgte jeg, hvad han ser som Frankrigs største udfordring. Han svarede:

»Problemet er, at vi i for mange år har ladet forslag om ændringer blive torpederet med snak om `amerikanske tilstande'. Og resultatet er, at det er meget i Frankrig, som ... (han ledte efter ordet) de fleste indser trænger til at ændres.«

Og det er her, hans styrke ligger. Sarkozys håb om at blive Frankrigs næste præsident vil blive afgjort af spørgsmålet om, hvorvidt franskmændenes ønske om forandring er stærkere end deres frygt for det samme.

 
 
  Berlingske Tidende 8. marts 2007