Share This @
Share on Myspace Print
 
   
Close
       
To :
From :
Subject :
Message :
   
   
 
 
Der må være grænser  
 
 

Der må være grænser

AF ASLE TOJE
Indvandring er det mest splittende tema i Europa i dag. Konfronteret med hundredtusindvis af mennesker på flugt fra krig eller i søgen efter et bedre liv i Europa, står de europæiske lederes handlingslammede foran en selvmodsigende, forvirret opinion. Hvis vi for et øjeblik lægger de mest hyperventilerende scenarier til side, ser vi, at brikkerne er stillet op til en strid, som det integrerede Europa ikke har set magen til.

De fleste vil være enige i historiker og chefredaktør Bo Lidegaards devise om, at »intet samfund kan bære ubegrænset indvandring«. Men hvor går grænsen? Det er stridens kerne.

Siden de europæiske lande indførte indvandringsstop i halvfjerdserne, er asyl blevet en af de få måder, ringe uddannede ikke-europæere kan bosætte sig i Europa. Behovet for asyl reguleres af forhold i oprindelseslandene og ikke af modtagerlandenes behov. Tyskland ventes at modtage 800.000 ansøgninger om asyl i år. Hvis de slog sig ned på et og samme sted, ville de udgøre landets femtestørste by og være større end Frankfurt am Main.

Ifølge Paul Collier, Oxford-professoren bag bogen Exodus, vil omkring 40 procent af befolkningen i de fattige lande, udvandre, hvis blot de udviklede lande vil tage imod dem. Dem, der vil have højere stakitter, skal huske på, at millioner af mennesker vitterligt har krav på asyl i Europa, i fald det lykkes dem at komme forbi de grænsespærringer, som er sat op for at holde dem ude. Der er omkring 60 millioner mennesker på flugt i verden og et ukendt antal millioner mennesker, som på andre måder kvalificerer sig til asyl i henhold til EU-domstolens fortolkning.

Europa udgør 7 procent af verdens befolkning og 25 procent af verdens værdiskabelse. Europa står for halvdelen af verdens velfærdsudgifter og modtager 80 procent af asylansøgningerne i verden. Man har forsøgt at dæmpe denne ubalance ved at hindre adgang til steder, hvor der kan søges asyl. Det har skabt en pervers situation, hvor folk kaster los i synkefærdige fartøjer i håb om at blive reddet af en europæisk kystvagt. 23.000 mennesker anslås indtil videre at være druknet.

Dette system er nu brudt sammen. Lad os så se på parterne, som skal finde en løsning. Først kløften mellem medlemsstaterne og EU-institutionerne, som indtil videre har syntes mere optaget af at udvide deres fuldmagter end af at begrænse strømmen af migranter. Institutionernes motiv er uklart, og der er ikke kildemæssigt belæg for nogle EU-modstanderes teorier om, at det er fordi masseindvandring kan bidrage til at udvande borgernes tilknytning til deres nationalstater og således gøde grunden for et føderalt og postnationalt Europa. Men klart står det, at EU-institutionernes respons på flygtningekrisen været for lidt og for sent.

EU er præget af det, jeg i min forskning kalder et »consensus-expectations gap«, altså en kløft imellem det, som medlemslandene forventes at enes om, og det, som de faktisk er i stand til at beslutte i fællesskab. Kommisionsformand Jean-Claude Juncker investerede meget af sin prestige i forslaget om, at Bruxelles skal fordele asylansøgerne blandt unionens medlemslande efter en fordelingsnøgle. Forslaget havarerede tilbage i juni. Efter syv års eurokrise er der ikke flertal for mere EU.

EU-institutionerne kæmper nu en defensiv strid for at bevare indgåede aftaler. Schengen-samarbejdet er under pres med dets pasfrie rejse mellem 22 af EUs 28 lande plus Island, Norge og Schweiz. Schengen blev indført under løfte om, at de ydre grænser ville blive bevogtet til gengæld for, at de indre grænser ville blive afviklet. Løftet blev ikke holdt. Frontex – EU’s organ til overvågning af Schengens ydergrænse – havde et minibudget på blot 55,3 millioner euro for 2014, hvilket kan tyde på, at opgaven ikke har haft høj prioritet. Pasfriheden gør, at en migrant, som har formået at få fodfæste i et Schengen-land, har adgang til alle landene. Selvfølgelig ikke i teorien, men i praksis.

Kravene om at suspendere Schengen tager nu til i styrke. Grunden til, at Schengen er under pres, har at gøre med forholdet mellem EUs medlemslande. Den såkaldte Dublin II-aftale var ment som en garant for, at asylansøgere bliver registreret med fingeraftryk i det EU-land, de først ankommer til, og at asylansøgere kan blive sendt tilbage til det sted, hvor de først blev registreret. Grundet det indvandringsskeptiske klima i mange europæiske lande har tilbagesendelse været almindelig. Byrderne ved asyltilvandringen fordeles således ujævnt i den kriseramte sydbloks disfavør.

Disse lande har gennemgående en streng asylpraksis. Alt efter som vi bevæger os mod nordvest, bliver asylklimaet mildere. Der findes vitterligt »internationale forpligtelser«, men staterne afgør selv, hvad disse indebærer. Derfor gav Sverige med sine 9 millioner indbyggere asyl til 33.025 mennesker sidste år, mens tallet i Polen med 38 millioner indbyggere var på 740. Det betyder, at den samme ansøgning vil give asyl i ét land, men blive afslået i et andet. Og alle lande prioriterer de asylansøgere, som fysisk befinder sig i landet.

Italien, Bulgarien, Grækenland og Ungarn har således stærke incitamenter til at sende migranter videre mod nord uden at tage deres fingeraftryk. Dublin-aftalen ligger i trævler, og det forklarer, hvorfor landene i nord nu oplever en tilstrømning lig den i landene sydpå. Således er det grænseløse Europa degenereret til et gigantisk spil Sorteper, hvor landene skovler asylansøgere videre til næste grænse. Det tærer på den gensidige tillid, som er kilden til EUs styrke. Gensidig mistro florerer og gør konsensus om muligt endnu vanskeligere at opnå end under eurokrisen.

EUs justits- og indenrigsministre skal mødes den 14. september for at drøfte krisen. Forslagene, som er på bordet, omfatter åbning af modtagelsescentre på den sydlige side af Middelhavet, hvor folk skal kunne søge asyl og således undgå den dødbringende sejlads. Tysklands kansler Angela Merkel har krævet, at man når til enighed om en fælles asylpraksis. Det vil ikke ske. Et fælles asylsystem er nærmest utænkeligt i lyset af de åbne arme i Sverige og Tyskland og uviljen i 17 andre medlemslande. Og modtagelsescentrene i syd vil formentligt medføre et stort antal legitime asylansøgere, uden at der findes nogen modsvarende vilje blandt medlemslandene til at tage imod dem.

2015 vil blive et nyt rekordår, hvor de godt 626.000 fra året før ser ud til at blive fordoblet. I fraværet af lederskab vil sådanne tal blive den nye normalitet. Det fører os videre til forholdet mellem de styrende og de styrede. Demokratiet er forankret i tanken om, at folkeviljen tæller, som den udtrykkes ved valg. Opinionen i de europæiske lande er dybt indvandringsskeptisk. PEW Research Centers Europa-måling viste sidste år, at kun 7 procent af de adspurgte i Europas 6 største lande ønsker øget tilvandring. De 7 procent fik deres bønner hørt.

Hvor mange er for mange? Her skiller vandene. Indvandringsskepsis blev indtil for forholdsvist nyligt anset for kætteri blandt Europas koksgrå eliter. Det har ændret sig, men mest på retorisk plan. Politikerne lover at »tage det alvorligt«, men forvirrende nok fører det ikke til færre indvandrere. Briternes premierminister David Cameron kan tjene som eksempel: I 2010 lovede han at reducere nettoindvandringen »fra hundredtusinder til titusinder«. Tallene for 2014 var de højeste nogensinde: 300.000.

Det kommer sig til dels at, at vælgerne vil have noget, der er lige så umuligt som stegt sne: De vil have en restriktiv indvandringspolitik, men de ønsker også at hjælpe de fortvivlede mennesker på tv-skærmene.
Masseindvandring til velfærdsstater er desuden en kostbar affære. I Norge beregner Statistisk Sentralbyrå, at hver en ikke-vestlig indvandrer indebærer en fremtidig, årlig omkostningsforpligtelse på 4,1 millioner norske 2012-kroner. Det er nettotal, og udgiften vil blive betalt af de skattebetalende nordmænd eller betyde indskrænkninger i velfærdsstaten.

Masseindvandring er også et demokratisk problem, eftersom mindsket indvandring er et spørgsmål, som vælgerne (ifølge Eurobarometers forårsmåling 2015) hævder at prioritere højt. Man må tilgive dem for at konkludere, at de statsbærende partier ikke kan eller vil repræsentere dem på det punkt. Resultatet er en udbredt følelse af magtesløshed, hvilket igen bidrager til at forklare opblomstringen af radikale partier og politisk agitation uden for folkevalgte rammer.

Europa kæmper altså med at forene sine idealer om menneskelighed og åbenhed med, at antallet af indvandrere overstiger evnen og viljen til at tage imod dem. Når Europa nu oplever en stor og tilsyneladende endeløs tilstrømning af asylansøgere, kommer det sig dels af begivenheder ude i verden, men også af en liberal asylpraksis i Europa.

De rige Golf-stater oplever ingen flygtningekrise, fordi de ikke tilbyder asyl, sådan som Europa gør det. Det er hverken beundringsværdigt eller værdigt, men det er et faktum. Den nemmeste måde at reducere asylindvandringen, er at indsnævre asylreglerne, men de europæiske domstole har brudt nøglen i låsen på dette punkt.

I kløften mellem EU-institutioner, som meler deres egen kage, statsledere, som dels ikke vil og dels ikke kan, og selvmodsigende vælgere, synes det sandsynligt, at de høje migranttal vil fortsætte, indtil noget brister. Ingen kan vide, hvad der vil blive vundet, og hvad der vil blive tabt i den kamp, der venter forude.

Det kan hænde, at EU-institutionerne vil bruge krisen som springbræt til et postnationalt Europa, men mere sandsynligt er det dog, at medlemsstaterne splintres i gensidig mistro. Eller måske vil vælgerne fremtvinge et nyt politisk paradigme, som erstatter det, som skabte en krise, det ikke formår at løse.

Asle Toje (f. 1974) er ph.d. (Cantab) og forskningschef ved Det Norske Nobelinstitut i Oslo. Han er aktuel med bogen »Jernburet – Liberalismens krise« (Dreyer, 2014). Kronikken er oversat fra norsk af Sara Høyrup.

 
 
  Weekendavisen, 1 SEKTION UGE 37 | 2015