Share This @
Share on Myspace Print
 
   
Close
       
To :
From :
Subject :
Message :
   
   
 
 
Afskaffelsen af den frie vilje  
 
 

Image result for weekendavisen

Andreas Swedberg: Havariet: Den humanitära stormaktens fall. 320 sider. SEK 280 på adlibris.se. Realia Förlag.

Hvorfor har Sverige fulgt en anden vej fra socialdemokrati til liberaldemokrati end alle andre lande i Europa? I Sverige er den velkendte buket af modkulturer fra feminisme til multikulturalisme, antiracisme og indvandringsliberalisme smeltet sammen og er blevet til monokultur. Det stiller Sverige over for særlige udfordringer i en tid, hvor landets tankegods devalueres i andre lande.

En ny svensk antologi kommer os til undsætning. I 18 korte kapitler fordelt på 320 sider gennemgås de store udfordringer, som Sverige står overfor. Bogen vil ikke kun diagnosticere, hvad der er galt i Sverige, men er også et politisk manifest, der »spejler samfundsudviklingen og foreslår alternative løsninger på en række forskellige samfundsproblemer«, hedder det i forordet.

En anden ambition er at fordele skyld: »Hvordan er Sverige endt her? Og hvem har skylden?« Redaktør Andreas Swedberg mener, at svensk politisk debat i de senere år næsten udelukkende har fokuseret på et eneste problem – at vælgertilslutningen til Sverigedemokraterna vokser. Han efterspørger en bredere politisk debat og nye fronter.

Den samlede konklusion, som den fremlægges i indledningen, er, at »samfundskontrakten i Sverige er ved at gå i opløsning«. Dette er ikke nogen akademisk bog. Det er ingen symfoni i ord som Rune Lykkebergs Kampen om sandhederne. Teksterne er skrevet på en blanding af højsvensk og bloggersvensk. Det er ingen køligt saglig bog, men en vred bog. Og denne holdning er uændret fra forsidens blandede metafor – hvor det våde ord »havari« føjes sammen med et brændende svensk flag – og helt til udråbstegnet bag det sidste ord på sidste side.

Mange har ventet på en bog som denne. Mens kritikken fra udlandet har prellet af mod det svenske selvbilledes pansrede sider, er den indre konsensus forblevet forbavsende intakt. Landets meningsentreprenører har med få undtagelser enten sluttet op om de etablerede sandheder eller holdt mund. Udvalget af emner i bogen giver et godt indtryk af det brede spektrum af ophobet harme uden at forfalde til listemageri. Jeg kan umuligt yde indlæggene retfærdighed enkeltvis, for selv om nogle af dem er korte – kun otte sider – giver andre en bred dækning.

Til alt held er det længste indlæg på 71 sider, matematikeren Tanja Bergkvists »Kønsvanvid og fordummelsesindustri«, også det bedste – og morsomste. Hun fremholder tidens statsfeminisme og myndighedernes påtvungne »kønsgalskab«. Kønsforskernes svagt underbyggede teorier har fået »uforholdsmæssig stor indflydelse i svensk offentlighed«, hævder Bergkvist. Det er svært at være uenig.

Det ville være nemt at hengive sig til uvittig satire over svenskernes undervisning i analsex i skolerne og statslige påbud om, at undervisningen i befrugtning skal ledsages af påstanden om, at sperma og æg er »lige aktive« under befrugtningen. Det ville også være nemt at gøre sig lystig med standup-chikane over listen af kønsforskningsprojekter, som staten bruger skatteydernes penge på (min favorit er »musikinstrumenternes kønsaspekter«). Og det ville være fristende at sætte et punktum efter beskrivelsen af de selvudråbte »fisseaktivister«.

Men Bergkvist bliver ved og ved, indtil vantro og harme giver efter for perlende latter. Når hun under overskriften »Ligestillingsarbejdet, der førte til kønsskifte på bestik« når frem til de kommunalt ansatte »kønspædagoger«, som underviser forsvarsløse bureaukrater i kønsstereotyper på kniv, gaffel og ske, er der sket en slags katarsis. Læseren føler sig renset, lattermild. Det gør det nemmere at undgå den dybe uro, som burde udløses af, at lovforslag 2005/06:155 i Sverige har lovfæstet 50/50-kønsfordelingen i alle erhverv, hvilket ikke er muligt uden at man samtidig fjerner det frie erhvervsvalg og/eller den fri vilje. I samme tekst siger loven endvidere, at »kvinder og mænd skal tage samme ansvar for husholdningen«.

Bergkvist har en doktorgrad i matematik og forholder sig til tingene med analytisk stringens. Det er netop denne kontrast til kønsforskernes ofte hjælpeløse forsøg på at videnskabeliggøre vrøvl, der gør hendes indlæg til rigtig god læsning. Hun viser, hvordan kønsforskerne med selvfølgelighed er trængt ind på alle fagområder for at »dekonstruere de skjulte magtstrukturer«, som de mener, at de er eksperter i at afsløre. Mangelen på realisme i forhold til egne begrænsninger giver sig sit mest frydefulde udslag i et studium af lagring af atomaffald anskuet i kønsperspektiv.

Havariet spænder over store områder fra indvandring til demografi, medierne, højrepopulisme, islam, grænselukning, diskriminering, skoler og klima. Enkelte læsere vil nok beklage sig over, at ikke alle forfatterne giver dem mulighed for at sætte sig ind i baggrunden, eftersom indlæggene er skrevet i opposition til et status quo, der formodes at være læseren bekendt. Men der er meget at lære her, ikke mindst af et andet af samlingens højdepunkter, Claus Ryns kapitel om »Sveriges kulturradikale eksperiment«, som i hans øjne har været årsag til et dramatisk fald i kvaliteten af skoler, sprogbrug, medier, kulturliv og kirke. Alene dette kapitel er bogens pris værd.

Tanken om, at samfundsudviklingen styres af idéer blandt eliterne, er gammel i Sverige. I 1914-udgaven af bogen Stormakterna skriver politologen Rudolf Kjellén, at et Sverige, som mangler militær slagkraft til at spille en rolle som traditionel stormagt, vil blive nødt til at kanalisere sin herskertrang over på økonomien og filosofiens verden. Hermed var tanken om foregangslandet født. Siden dengang har de tanker, som Sverige skulle være et symbol på, ændret sig flere gange. Den måske sidste inkarnation er »den humanitære stormagt«, som vi genser i undertitlen på Havariet.

Det er ikke så let at afgøre, om bogen leverer varer, hvad angår ambitionen om at være diagnose og medicin på samme tid. Det kan være, at den kan bidrage til at slå vinduerne op for en bredere samfundsdebat i Sverige. Det er i den forbindelse påfaldende, at de fleste af bidragyderne ikke er akademikere, politikere og journalister, som de ville have været det i Norge eller Danmark – men bloggere uden fast arbejde. Et aspekt, som flere af forfatterne vender tilbage til, er, at Sveriges intellektuelle har svigtet. De har tiet, hvor de burde have talt. For som Edmund Burke aldrig sagde: The only thing necessary for the triumph of evil is for good men to do nothing (»For at ondskaben skal sejre, kræves kun, at gode mænd intet foretager sig«).

Resultatet har været indførelsen af et politisk korrekt sprog, som gør det vanskeligt at diskutere reelle samfundsproblemer. Medierne har ifølge bidragyderne Marika Formgren og Gunnar Sandelin været håndhævere af disse tabuer. Dette peger igen på en af bogens mest interessante erkendelser, frygtens magt – eller mere specifikt, frygten for at miste sit arbejde. I Sverige er den politiske korrekthed til en vis grad blevet ophøjet til pseudo-religiøs status, og den er blevet brugt til at skræmme anderledes tænkende til tavshed for eksempel med troværdige trusler om arbejdsløshed.

Det nærliggende eksempel er, at så snart det blev bredt accepteret, at »racister kan fyres«, gik man straks i gang med et udvide definitionen af racisme til også at omfatte religionskritik (islamofobi), feminismekritik (kvindehad), indvandringskritik (fremmedhad) osv. Denne strategis skræmmende effektivitet kan ses på, at så mange svenskere nu har et sæt offentlige meninger og et andet sæt private, ofte afvigende anskuelser.

Vi skandinaver har meget at takke Sverige for. Sverige var i en menneskealder foregangslandet, stedet hvor morgendagens socialdemokratiske løsninger blev implementeret her og nu, men nu har Sverige fået en lidt anden funktion i dansk og norsk offentlighed. Svenskernes distinkte intolerance har inspireret forfattere som Karl Ove Knausgård og Daniel Dencik i litterære storværker som Min kamp og Anden person ental. Uden at dette dog bekymrer svenskerne ret meget, for de er forholdsvis ligeglade med, hvad andre skandinaver mener om dem. Sverige marcherer videre frem med fanen højt løftet uden at ænse, at følgerskaren er svundet ind, og de vandrer alene.

Asle Toje er udenrigspolitisk forsker og forfatter. Oversat fra norsk af Claus Bech.

 
 
  Weekendavisen UGE 07 2017